NOVEMBER 2023

Damen med de blå tænder
NR. 11 · MANDAG 20. NOVEMBER 2023 KL 20:00 Folketeatret

Damen med de blå tænder

Nu genopstår kultfiguren Damen med de blå tænder i en musikalsk forestilling. Figuren blev skabt af Mette Horn og Lotte Svendsen til TV-satiren Emmas Dilemma.

Damen med de blå tænder fylder 70 år, og det skal selvfølgelig fejres med en udsøgt vinmenu i den gamle herskabslejlighed i Kongens København. På gæstelisten står rækken af venner og bekendte: livsvidner til damen med de blå tænders intense og kompromisløse færd som frontkæmper og sandhedssigerske i årtier. Men intet forløber som planlagt under den stort anlagte middag, hvor afbuddene tikker ind, og kun selvransagelsen banker på døren.

Ved sin side har damen sin tjenende åndsfælle, der – ud over at agere mundskænk og middagspianist – netop har oprettet en profil på Elitedaters. Sammen kæmper de sig gennem middagen i forsøget på at forstå, hvad der gik galt, og hvorfor det, vi plejer (the same procedure), ikke længere virker. For kan man genopstå i en alder af 70 år, og hvem vil egentlig se én uden tøj på?

Aftenen bliver, til stor irritation for ejendommens lydfølsomme persongalleri, højlydt, humørfyldt og våd. I en tsunami af rødvin reflekterer damen og hendes prygelknabe over livets store spørgsmål; blandt andet hvorfor det skal være så svært af få presset en brugt kartonvin ind i en flaskecontainer. Fra børn og fulde folk skal man som bekendt høre sandheden, og intet er for stort eller for småt til at komme på bordet, når damen med de blå tænder inviterer til rund fødselsdag.

Billetpriser

Alm. A Alm. B
Medlem 230 180
Unge 190 140
Løssalg 270 220
Grupper 240 190
Instruktion
Christoffer Berdal
Medvirkende
Mette Horn, Torben Steno, Christiane Bjørg Nielsen og Sophie Marie Jeppesen
Varighed
1½ time - uden pause
Bemærkninger
Spillested: Ny Ridehus

Læs mere på https://folketeatret.dk