APRIL 2026

Meter i sekundet
NR. 25 · ONSDAG 22. APRIL 2026 KL 20:00 Folketeatret

Meter i sekundet

Hun er først i 30’erne og lever livet i byen. Sød kæreste, dejlig lejlighed, nyfødt baby. Det hele spiller. Men det bliver vendt på hovedet, da kæresten fortæller, at han har fået job som lærer på en højskole i Velling! En lille flække ved den jyske vestkyst, hvor græsset står vandret i blæsten, og hvor sætningerne er få og korte. Hvordan skal hun, med sin store kærlighed til ord, fungere i dét samfund? For hvad tænker vestjyder egentlig på i pauserne mellem deres sætninger? Og hvordan undgår hun at udfylde stilheden med rablende tale?

For at få afløb for sin ordkraft begynder hun at skrive nye tekster til kendte sange fra Højskolesangbogen, og hun bliver bestyrer af lokalavisens brevkasse. Da det nærmest er umuligt at bo i Vestjylland uden bil, begynder hun også at tage kørekort, men når at drive tre kørelærere til vanvid, inden det er i hus.

Både Stine Pilgaards anmelderroste roman og den efterfølgende filmatisering blev en kæmpe succes. I Folketeatrets version inviteres alle til et musikalsk og komprimeret højskoleophold i Velling. Der bliver sunget både for og sammen med publikum, som skal møde Pilgaards mange Vellingboere – fra den vilde hotelejer Krisser, over den tålmodige kørelærer, parkerings- Peter, til hendes søde kæreste, digteren Rasmus.

Forestillingen er skabt i et samarbejde med Aalborg Teater.

Billetpriser

Forh. A Forh. B
Medlem 300 250
Unge 260 210
Løssalg 340 290
Grupper 310 260
Instruktion
Anastasia Holst Nørlund
Medvirkende
Karla Rosendahl, Joachim Bach Rosendal, Rikke Westi, Tom Jensen, Ida Mia Appel m.fl.
Musik
Jakob Lindbirk med 3 musikere
Varighed
Ca. 2½ time – inkl. pause
Bemærkninger
Spillested: Ny Ridehus

Læs mere på https://www.folketeatret.dk