Sort hul

Elias trækker sig…

Ind i mørket. I mørkekammeret. I skyggerne. Her er han alene, og ikke helt lige så ensom, som når han er sammen med de andre …

For Elias føles det som om han sidder på bunden af et kulsort hul. Herfra ser han livet gå videre, deroppe i lyset, uden ham. Han er tilskuer til de andres liv.
Uanset hvor meget han prøver, kan han ikke komme op af det hul. Ikke ved egen kraft.

Hvor den ensomme ofte føler sig som tilskuer til de andres liv, bliver publikum i Sort Hul tilskuere til den ensommes liv. Mange der døjer med ensomhed, kan genkende oplevelsen af at sidde i et dybt hul og se alle andre leve i fællesskab oppe i lyset.

Den metafor for den ensommes oplevelse tager vi alvorligt, og virkeliggør, i denne forestilling om fællesskabets kraft. 

Publikum placeres stående i scenografien - på kanten af et mørkt hul - og i hullet, dybt under dem, bringer de to skuespillere så historien til live.

To unge fyre starter i gymnasiet. Begge med drømmen om, at finde nye fællesskaber. Men der midt i mulighedernes land, dukker usikkerheden op. Hvordan bliver man en del af fællesskabet? Hvordan får fællesskabet alle med? Og hvis ansvar er det, hvis nogen føles sig udenfor i så høj grad at de næsten ikke kan leve med det længere …  

Vi ser ensomhed som et fælles problem, som kun kan løses i fællesskab og derfor er denne forestilling på samme tid en udstrakt hånd, og en opfordring til at vi alle rækker ud, og bryder ensomheden.